Gå til hovedindhold

Padder og krybdyr i mosen

I Horreby Lyng findes der et stort antal padder og krybdyr. Mest bemærkelsesværdig er de to slanger Hugorm og Snog. De er fredet, det vil sige, at de ikke må slås ihjel eller indsamles. Både Hugorm og Snog er i kraftig tilbagegang i Danmark. Men her findes også almindelige arter som bl.a.: Almindelig Firben, Grøn Frø og Stålorm. Stålorm er et slangelignede dyr, som reelt er et firben uden ben.

Indhold

    Hugorm

    Latin: Vipera berus

     


    Hugorm. Foto: Thomas W. Johansen

    Hugorm findes i mosen både i den almindelige gråbrune form med sorte zig-zag striber og i den helt sorte form. Hugormen har to bagudrettet gifttænder i overmunden. Den føder levende unger. De voksne bliver 35-100 cm. Hugorme lever bl.a. af mus som fx Brandmus. Hugorm er giftig – søg læge, hvis du bliver bidt.

     

    Snog

    Latin: Natrix natrix

     


    Snog. Foto: Thomas W. Johansen

    Snogen er helt sort på oversiden med to gule karakteristiske nakkepletter. Den lægger hvidlige ovale æg, der er 2-3 cm store. Ungerne er 14-22 cm lange og som voksne bliver de 50-140 cm. Snogen lever bl.a. af frøer som Grøn Frø.

     

    Stålorm

    Latin: Anguis fragilis

     


    Stålorm. Foto: Thomas W. Johansen

    Stålormen er ensfarvet brunlig eller grålig og er mørkest på undersiden. Når den føler sig truet, kan den ”kaste” halen for at skræmme fjenden. Halen gendannes men kun som en kort halestump. Den føder levende unger. De voksne bliver 25-43 cm. Stålormen lever primært af snegle og regnorme.

     

    Grøn Frø

    Latin: Rana esculenta

     


    Grøn Frø. Foto: Thomas W. Johansen

    Den Grønne Frø ser man tit sidde og sole sig på brinkerne ved tørvegravene, men de hopper i vandet ved den mindste forstyrrelse. I det tidlige forår høres en livlig vækkekoncert. Både hanner og hunner kan kvække, men det er kun hannerne, som har store ydre kvækkeposer, der pustes op som balloner ved mundvigen.